Projektets formål:


Vi ønsker, at bidrage med spændende, nyskabende, stedsspecifikke oplevelser, hvor værkerne bliver fremstillet på stedet (in situ), og hvor kunstnerne afsøger og oplever de positive muligheder der opstår, når vi arbejder sammen og ved siden af hinanden i en projektperiode. Vi vil arbejde i offentlighed og dermed også give publikum, såvel lokale som tilrejsende, mulighed for at følge processen. I udstillingsperioden vil vi endvidere tage initiativ til formidlende og publikumsinvolverende arrangementer for både børn, unge og voksne.

Gennem vores kunstneriske aktiviteter ønsker vi også, at synliggøre landsdelens professionelle kunstneres virke.

Vi vil på den måde være med til at sætte dette historisk særlige sted i et såkaldt udkantsområde (Pederstrup på Lolland) på landkortet ved at skabe spændende aktiviteter og positiv anderledes omtale.

Det er vores intention, at publikums oplevelse i parken skal blive forstærket, - at de skal blive nysgerrige på, hvad parken rummer, og blive overraskede og begejstrede over, at finde uventede sanseoplevelser i forskellige kroge af Reventlowparken.

Det er også vores mål, at give publikum mulighed for, at opleve hvordan forskellige kunstarter i synergi kan forandre sanseoplevelser fx vil  indtrykket af et skulpturel værk være anderledes, når det sanses i forbindelse med forskellige musikgenrer.

Projektperiode:   Skulpturelt arbejde 18. - 29. april 2018


                             Udstillingsperiode   05. maj - 01. oktober 2018.


Sted:                    Reventlowparken i Pederstrup på Lolland.


Deltagende Kunstnere:

Michael Dunk

Mette og Kristoffer Glyholt

Bo Karberg

Emil Krog

Palle Lindau

Søren Lose

Lotte Madsen

Jette Mellgren

Espen Brandt Møller

Kis Nellemann


Udstillingens indhold og idegrundlag:


In Situ Lolland har i år har indbudt 11 kunstnere med lokal forankring til at arbejde i Reventlowparken i perioden d 18. - 29. april. Publikum er meget velkommen til at følge kunstnernes arbejde i parken. Vi påtænker en mangfoldighed af fortolkninger -konkrete som abstrakte – nyskabende/poetiske versioner af lysthuset, som på Reventlows tid begyndte at dukke op i overklassens parker og haver. Vore værker skulle gerne, som det også var tilfældet dengang, invitere folk til en stund med tid til refleksion og måske endda mulighed for ”ude i naturen” at udvikle nye ideer og visioner.


Vi ser lysthuse og luftkasteller som symboler for håbet og forestillingsevnen - troen på, at man kan gøre verden til et anderledes sted. At visionen (luftkastellet) kan materialisere sig og blive til virkelighed. Vi ser forbindelser til Reventlows ideer og reformer der f.eks. gennem uddannelse og ophævelse af stavnsbåndet forandrede livet for en masse mennesker. Ideer der opstod i dialog med andre i hans omgangskreds, men også under indflydelse af tanker og strømninger fra andre steder i verden (oplysningstiden). Også forbindelsen til kolonierne lod man sig inspirere af. De fremmede kulturer der åbnede for nye mønstre og farver, fik indflydelse på levevis og byggestil i mødet med den eksisterende kultur. Vores projekt kan også forstås som et kulturmøde - den klassiske historiske park møder nutidige tanker og udtryk.


Vi vil i forhold til kunstnerne opstille visse kriterier for materialevalg og udformning. Således har vi besluttet, at der i alle værker skal indgå naturmaterialer i et eller andet omfang, og at hvert kunstværk indeholder et svævende element. Værkerne skal være fordelt i en stor del af parken. Vi vil lave et oversigtskort over installationerne, som man kan guides rundt ved hjælp af, i jagten på nye indtryk (skattejagt).

Kunstnerne arbejder dagligt i parken i projektperioden, hvor de besøgende dag for dag kan følge processen med skulpturernes tilblivelse.